Så er vi vist nået så langt ind i etableringsfasen, at vi nu kan fortælle lidt om livets gang i Cusco. Først og fremmest har vi, siden vi kom, brugt en del tid på at indrette os i vores hus. Det er det samme hus som det vi boede i for 2 år siden, så det har været et glædeligt gensyn, men derfor tager det alligevel tid at finde ud af hvor alting skal stå.
Så har vi prøvet at danne os et overblik over situationen i kirken. Der har ikke været en stor medlemsfremgang de sidste år, men det positive er, at der er 4 stykker der virkelig har lagt et stort arbejde i kirken. 3-4 personer er på vej til at blive optaget som medlemmer og derudover kommer der nogle i kirken af og til.
Børneklubben, som vi før har haft stor glæde ved, er nu et arbejde som vi overvejer at nedlægge. Der kommer ikke ret mange børn og de kommer ikke trofast. En af grundene til det er, at børnene her i Peru, har så mange lektier for at de ofte bruger lørdagen på at lave dem. Men endnu holder vi liv i den og glædes over de børn der kommer.
Det arbejde der virkelig har fået hjertet til at banke hos os er ungdomsarbejdet. En norsk kollega, Alice, har sidste år gjort en masse for at få en ungdomsarbejde op og stå. Her i sommers var hun i Norge på ferie og det så ud til at det hele var faldet sammen fordi der ikke kom flere da vi nåede hend i starten af august. Så tog hun og Domingos børn (som er unge) en runde og inviterede igen, og i fredags sad vi så spændte i kirken og ventede...og så væltede det ind med unge mennesker. 15 stykker dukkede op!
Fredag aften har vi guitarundervisning og synger sammen. Dvs. at de unge vælger om de vil lære sangen eller lære at spille guitar.
Om lørdagen er Søren så med til det egentlige ungdomsmøde. Her vælger de at være i kirken hver anden gang og den anden gang i parken hvor de laver lidt sport. Her kommer de hver gang i kontakt med andre unge som ikke har relation til kirken.
Meget tid er gået med snak og møder samt en skole der er ved at blive færdiggjort i kirken, og det kribler lidt i os, at komme igang med det vi egentlig er her for. Vi skal ud og møde mennesker og invitere dem til gudstjeneste. Noget af det vi har lyst til er at engagere os i området hvor kirken ligger. Tage rundt og invitere, være i parken med børnene og snakke med de andre forældre der er til stede, osv.
Opfordringen fra nogle er, at vi skal arrangere forskellige ting i kirken som kan få nogle til at komme ind over dørtrinet så de kan møde os der. Forslagene er mangfoldige og det må tænkes lidt igennem: kagekursus, sundhedsoplysning, kreative aftner, osv.
Af kollegaer i Cusco tæller i øjeblikket vores præst Domingo og hans 5 hjemmeboende børn. Børnene lægger en del kræfter i kirken. Så er der vores norske kollega, Alice, som allerede har været her 1 år. Og endelig Anja og Bjarne som er lærefamilien. De har 3 børn som passer nøjagtig i alder og køn til vores tre ældste børn.
Helt overordnet har vi alle fundet ind i en hverdag her. Vi kan godt mærke, at børnene savner fætre og kusiner, bedsteforældre og legekammerater fra Danmark. Men de har alligevel taget forandringen med godt mod. Men hvis I vil være med til at bede om, at de må falde helt til her, og få indhentet det spanske de har glemt.
I hilses med ordene fra 2 Kor. 4,1: ”Derfor bliver vi ikke modløse i den tjeneste vi har fået af barmhjertighed” – Tjenesten som vi har fået af Gud, er evangeliets tjeneste. Vi ved godt, at vi er frelst af Guds nåde og barmhjertighed, men ved at få tjenesten ind i det rette lys – at vi også har fået den af barmhjertighed – undgår vi at blive modløse. For da ser vi, at det ikke er vores, men Guds gerning vi får lov at være med i.
Med venlig hilsen og tak for forbøn og medleven
Majbritt og Søren Andersen
Så har vi prøvet at danne os et overblik over situationen i kirken. Der har ikke været en stor medlemsfremgang de sidste år, men det positive er, at der er 4 stykker der virkelig har lagt et stort arbejde i kirken. 3-4 personer er på vej til at blive optaget som medlemmer og derudover kommer der nogle i kirken af og til.
Børneklubben, som vi før har haft stor glæde ved, er nu et arbejde som vi overvejer at nedlægge. Der kommer ikke ret mange børn og de kommer ikke trofast. En af grundene til det er, at børnene her i Peru, har så mange lektier for at de ofte bruger lørdagen på at lave dem. Men endnu holder vi liv i den og glædes over de børn der kommer.
Det arbejde der virkelig har fået hjertet til at banke hos os er ungdomsarbejdet. En norsk kollega, Alice, har sidste år gjort en masse for at få en ungdomsarbejde op og stå. Her i sommers var hun i Norge på ferie og det så ud til at det hele var faldet sammen fordi der ikke kom flere da vi nåede hend i starten af august. Så tog hun og Domingos børn (som er unge) en runde og inviterede igen, og i fredags sad vi så spændte i kirken og ventede...og så væltede det ind med unge mennesker. 15 stykker dukkede op!
Fredag aften har vi guitarundervisning og synger sammen. Dvs. at de unge vælger om de vil lære sangen eller lære at spille guitar.
Om lørdagen er Søren så med til det egentlige ungdomsmøde. Her vælger de at være i kirken hver anden gang og den anden gang i parken hvor de laver lidt sport. Her kommer de hver gang i kontakt med andre unge som ikke har relation til kirken.
Meget tid er gået med snak og møder samt en skole der er ved at blive færdiggjort i kirken, og det kribler lidt i os, at komme igang med det vi egentlig er her for. Vi skal ud og møde mennesker og invitere dem til gudstjeneste. Noget af det vi har lyst til er at engagere os i området hvor kirken ligger. Tage rundt og invitere, være i parken med børnene og snakke med de andre forældre der er til stede, osv.
Opfordringen fra nogle er, at vi skal arrangere forskellige ting i kirken som kan få nogle til at komme ind over dørtrinet så de kan møde os der. Forslagene er mangfoldige og det må tænkes lidt igennem: kagekursus, sundhedsoplysning, kreative aftner, osv.
Af kollegaer i Cusco tæller i øjeblikket vores præst Domingo og hans 5 hjemmeboende børn. Børnene lægger en del kræfter i kirken. Så er der vores norske kollega, Alice, som allerede har været her 1 år. Og endelig Anja og Bjarne som er lærefamilien. De har 3 børn som passer nøjagtig i alder og køn til vores tre ældste børn.
Helt overordnet har vi alle fundet ind i en hverdag her. Vi kan godt mærke, at børnene savner fætre og kusiner, bedsteforældre og legekammerater fra Danmark. Men de har alligevel taget forandringen med godt mod. Men hvis I vil være med til at bede om, at de må falde helt til her, og få indhentet det spanske de har glemt.
I hilses med ordene fra 2 Kor. 4,1: ”Derfor bliver vi ikke modløse i den tjeneste vi har fået af barmhjertighed” – Tjenesten som vi har fået af Gud, er evangeliets tjeneste. Vi ved godt, at vi er frelst af Guds nåde og barmhjertighed, men ved at få tjenesten ind i det rette lys – at vi også har fået den af barmhjertighed – undgår vi at blive modløse. For da ser vi, at det ikke er vores, men Guds gerning vi får lov at være med i.
Med venlig hilsen og tak for forbøn og medleven
Majbritt og Søren Andersen
No comments:
Post a Comment