Afsked

Vi har været indstillet på det et årstid og har sagt sidste gang, mange gange. Sidste jul i Peru, sidste ferie ved kysten, sidste konference, osv. Men når der stadig var længe til var det ikke helt så svært som det blev den sidste uge.

For to uger siden var der afskedsfest i kirken for os og voluntørerne, Nanna og Mads. Vi fik overrakt en fin platte fra kirken med fine ord. Der blev holdt takketale og vi fik også sagt tak til alle "hermanos" for nogle gode år sammen.

Der er meget vi kommer til at savne og vi slap heller ikke fra den sidste gudstjeneste uden røde øjne. Et øjeblik snakkede vi om at vi aldrig skulle være rejst afsted...det gør så ondt at sige farvel. Men hvor er vi taknemmelig over at ha boet her i Cusco i (tilsammen) 4½ år og kunne have mange gode minder og venner.

Disse unge har været en stor del af vores arbejde. Søren har spillet volley med dem i parken hver lørdag og været på weekende med nogle af dem. Jeg har undervist dem i musik to gange om ugen. Og så har vi leget ufattelige mange lege med dem, for det elsker de...

I alle årene har jeg drømt om at lave et familie-band. Denne aften spillede vi en smuk melodi i typisk stil a´la Andesbjergene. Rebecca og Daniel gør det helt godt på zampona og jeg har øvet længe for at kunne akkompanere på guitar.

Moises har været som en storebror for vores børn. Han er det tætteste vi kommer på vores 5. barn.

Rebecca har gået til gymnastik mange dage om ugen og lærte lige til sidst at lave salto. Mon ikke hun vil savne den kolde hal med afskallede vægge og læreren der altid råber for at få børnene til at yde lidt mere...
Lydia fik lov til at dele lidt slik ud da hun skulle sige farvel til sine venner i børnehaven. Hun har været meget glad for at være der.
Og så er der Alex. Han har kommet trofast uge efter uge for at lære Rebecca fløjte og Daniel guitar. I skolen har han undervist i zampona. Jeg har også af og til sneget mig med i undervisning og lært lidt guitar og bas.

Kvindelejr i Moho

Torsdag morgen satte jeg (Majbritt) kurs mod Moho sammen med 4 andre kvinder fra Cusco. Målet var den årlige kvindelejr. Kl. 6.00 kørte bussen afsted og vi ankom til Juliaca til middag. Der mødtes vi med de fleste andre kvinder der kom fra Mejia, Mollendo, Crucero, Arequipa, Tacna og Juliaca. Kl. 17 ankom vi til Moho - et sted i Andesbjergene der populært bliver kaldt "Altiplanos have". Her er meget smukt og meget koldt!
Kulden kunne dog ikke slå den hjertevarme ud som var i dagene. Alle kvinder, ca. 180, kom med det mål at blive opbygget i troen, dele vidnesbyrd med hinanden og få nye venner.

En udfordring var at der kun var 2 toiletter til 180 damer...

Vi blev festligt modtaget med strøede blomsterblade og blomsterkranse blev hængt om halsen. Indkvartering blev fortaget og to personer måtte dele 1 madras for at der kunne være plads til alle. Man kan sige at vi kom hinanden ved, men også at der ikke blev sovet helt så meget som normalt...

Olga og jeg på toppen

Missionærer a´la cruceños

En formiddag tog vi op på toppen af et lille bjerg - en drøj tur, men som de fleste alligevel gennemførte. Herfra var en fantastisk udsigt.
En anden eftermiddag var der kreativ værksted. Målet var at hækle en lille pung til mønter. Jeg er ikke habil i denne kunst og kæmpede hårdt for at nå så lidt.

Et af højdepunkterne er når de forskellige kirker skal synge for hinanden. Mange har øvet sange og lavet fagter til for at give deres vidnesbyrd. I år var det igen Crucero som formåede at rive alle med. 170 kvinder der synger med fagter og danser - det er altså festligt!