2006-05-03

Arequipa og Titicaca-søen

For et par uger siden, skulle jeg til et møde i Arequipa. I den forbindelse tog jeg Rebecca og Daniel med dertil, hvor de gik i skole et par dage. Derefter tog vi til Puno, for at komme ud og sejle lidt på Titicaca-søen.
Det er spændende at rejse i Peru - man ved aldrig hvad der sker, hvilke mennesker man møder, hvornår man kommer frem osv. Her nogle billeder, fra rejsen:

Det var en god og spændende tur - efter børnenes mening også lidt for lang bustur. Nej, det var vel egentlig ikke kun dem :-)

Vi var ude at sejle på Titicaca-søen om eftermiddagen, og der var et smukt lys der var over det hele.


På Titicaca-søen er der nogle sivøer, hvor der bor mennesker. Øerne er fastgjorte i bunden af søen, og det er et meget specielt liv de fører. I dag, har jeg indtryk af, at de gør det mest pga. de muligheder turismen giver. Men det er da temmelig specielt alligevel...

Vi havde en meget smuk eftermiddag på søen, og hyggede os rigtig meget!

Sygdom og dødsfald

Det er i dag d. 3/5. Der har været begravelse for Majbritts mor i dag. I sidste weekend fik vi melding om, at Toves situation var væsentligt forværret. Det betød at Majbritt rejste til Dk. mandag d. 24/4, og nåede at være der i et døgn, inden Majbritts mor blev bevidstløs. Fredag d. 28 om aftenen døde hun. Kræften i lungerne var så fremskredet, at det gjorde det vanskeligt at trække luft, og hjertet var på overarbejde de sidste dage.
Det har været en vanskelig tid for Tove, og vel egentlig også for de mennesker omkring hende. Alligevel er det et stort savn og et tomrum der kommer, efter at hun er død.
Vi takker Gud for, at Tove døde i troen på Jesus. Hun havde fred med Gud her i livet, og nu er hun nået frem til den evige fred og hvile hos ham. Gud være lovet for det!
Majbritt er i Dk. en tid endnu - ca. en uges tid. Men vi glæder os alle sammen til at blive samlet igen. Hvis ikke vi havde været i Dk. i februar, var vi helt sikkert også rejst hjem alle sammen nu. Men det har ikke været muligt for os denne gang.