2008-04-23

Venner

Det er meget vigtigt at have venner. Det er dem vi slapper godt af med og kan tale fortroligt med. Heldigvis har vi oplevet at få flere venner her i Peru gennem årene. Både danskere, nordmænd og peruanere (Billederne er illustrationsfotos til temaet...).
Men begrebet venner er blevet udvidet for mig på det sidste. Her i Cusco har vi efterhånden rigtig mange venner, ikke nogle vi spiller kort med el. har lange dybe samtaler med, men som arbejder de steder hvor vi ofte kommer.
Vi bliver f.eks. altid mødt med en dejlig varm hilsen af mælkedamen når vi to gange om ugen køber mælk i poser. Har vi ikke været der nogle uger, skal hun altid høre hvad vi har lavet og om vi nu bliver igen.
Tæt hvor vi bor, holder nogle kvinder til som laver håndarbejde og sælger det for at give det til nogle der er ringere stillet. Her har vi tit været med tøj der skulle lappes el. masker der var løbet i striktøj. Igår hørte jeg sætningen: "Hun er en ven af stedet, så hun får det lidt billigere."
Lige sådan er det på det laboratorie som vi bruger (og det har vi desværre brugt ret meget på det sidste...). Her får vi simpelthen rabat nu, fordi vi er "venner".
Også på det hospital vi normalt bruger, oplevede vi at vores venskab med en af lægerne gav os en fordel. Vi går efterhånden direkte til Piñedo når vi er syge, men i sidste uge var det ingen af os det handlede om. Det var Isidoras datter, Candy, på 1 år der var faldet og havde slået hovedet og efter 2 uger havde hun det stadig dårligt og kastede op. En læge sagde at hun måtte have scannet hovedet og efter nærmere undersøgelser fandt vi ud af at det minimum koster 500 kr. at lave sådan en scanning. Det havde Isidora på ingen måder råd til, da hun ingen indtægt har. Vi søgte derfor råd hos Piñedo, og han tog en snak med chefen. Jo, vi skulle få det for den pris det koster at bruge scanneren og så blev der sat alle de læger til rådighed som der var brug for gratis(det var 2-3 stykker). Der var heldigvis ikke sket nogen skade i Candys hovede, men det var fint at få det bekræftet.

2008-04-10

Besøg fra Arequipa

I weekenden havde vi besøg af en ungdomsgruppe fra Arequipa. Det er nogle af vore kolleger, Jenny og Arild Herigstad, der har startet denne gruppe op. De har indspillet to CD-er, og tager nu rundt til de forskellige lokalkirker, for at støtte arbejdet. Gruppen udfolder sig også inden for drama, optrin, visuelle effekter og dukketeater, og gjorde det vældig godt.
Dukketeater
Ovenfor er der invasion fra rummet, hvor et væsen mener at have ret til at udslette denne verden, og ville have tre gode grunde til ikke at gøre det...
Som det fremgår af billedet, var det ikke noget problem at fange børnenes opmærksomhed...
Sammen med gruppen var vi også på besøg på en skole, hvor de unge i to lange frikvarterer havde oplæg med sang, vidnesbyrd og dukketeater. Lørdag formiddag var vi i en nærliggende park, hvor de unge også optrådte, og vi delte indbydelser og traktater ud.
Lørdag aften havde vi inviteret en hel masse unge som vi har kontakt med ind i kirken til kl. 18 og vi var ialt ca. 40, som hørte det oplæg gruppen havde i ca. 1½ time. Derefter var der hygge, forskellige lege mv., og de fleste blev hængende til kl. 22. Det var meget opmuntrende, og fantastisk at vi også på denne måde kunne dele evangeliet med unge.