2005-11-15

Lidt fra hjemmet


De sidste uger har det været meget svingende med vejret i Cusco. Et par dage med flot solskinsvejr, som så bliver afløst af mørke og tunge skyer, samt blæst og kulde. Så lidt sol igen, men i løbet af eftermiddagen kommer der skyer, regn, lyn og torden. Sådan skifter det faktisk hele tiden. Det giver som nogle måske kan gætte anledning til forkølelser - både hos os der er fremmede her, men også for de mennesker der har boet i Cusco hele deres liv.
Vi prøver at nyde de gode dage, og Majbritt har travlt med at få vasketøjet sat over, hvis der skulle være sol om morgenen, da man aldrig ved, hvordan eftermiddagen ser ud.
Sara går i børnehave, og er vældig glad for det. Hun forstår vel en forholdsvis lille procentdel af det de andre siger til hende, men det lader hun sig tilsyneladende ikke standse af. Det er godt og hyggeligt at gå i børnehave, og de laver også mange forskellige ting. Her på billedet havde de en dag, hvor de skulle klædes ud som noget fra naturen. Så Sara blev en blomst. Både mor og far foreslog ellers en gulerod, men det skulle altså være en blomst...
Her er der hygge og historielæsning under parasolen i haven. Nogle opholder sig helst i skyggen i den varme højfjeldssol (vi bor i 3.300 m. højde), og på dage hvor det er rigtig varmt, skal der meget væske til.

Kagefestival...

I søndags havde vi kagefestival i kirken. Måske lyder det dumt, og lidt malplaceret i en kirke. Men hvad gør man lige, for at få kontakt med de mennesker der bor i nabolaget, når de ikke pr. automatik kommer til gudstjenesterne.

Udvalget var rimelig stort og fantastisk godt. Ostekage, jordbærlagkage, gulerodskage, småkager, vafler, sodavand, kaffe og the, mv.
Der var tre overordnede mål med arrangementet:
1. At vi kunne blive lidt mere kendt med de mennesker der bor i nærheden af kirken, og at de på den måde også kommer indenfor hos os.
2. At vi kunne tjene lidt penge til en halv-slunken kasse.
3. At styrke sammenholdet mellem os der kommer i kirken, ved at stå sammen om et sådant arrangement.
De to første mål blev opfyldt på en god måde, og for de få der reelt var aktive, synes jeg også at det tredje mål blev opnået. Jeg har ikke tal på, hvor mange mennesker der var indenfor i løbet af eftermiddagen, men det var ganske mange. Vi fik også nogle gode samtaler med flere af dem, og inviterede dem til at komme til vore gudstjenester og andre arrangementer.
Ellers må vi sige, at de sidste fjorten dage har det været meget småt med folk i kirken. Til ungdomsmøder har der været 1-2 hver gang, og til gudstjenesterne mellem 2 og 5. Det giver anledning til at gennemtænke - hvad er det vi gør her, er der ting, som vi skulle lægge helt om, skal vi i gang med nogle andre aktiviteter osv. Jeg tror nok, vi har flere spørgsmål end svar, men vi håber og beder om, at Gud vil vise vej, og åbne og lukke de døre der er passende, så vi på den måde bliver vejledt af Ham. Han er en mægtig Gud, og har alle ting i sin hånd, og i bund og grund er det fantastisk, at det er Ham der har det overordnede ansvar for de ting han sætter os i gang med.