Afsked

Vi har været indstillet på det et årstid og har sagt sidste gang, mange gange. Sidste jul i Peru, sidste ferie ved kysten, sidste konference, osv. Men når der stadig var længe til var det ikke helt så svært som det blev den sidste uge.

For to uger siden var der afskedsfest i kirken for os og voluntørerne, Nanna og Mads. Vi fik overrakt en fin platte fra kirken med fine ord. Der blev holdt takketale og vi fik også sagt tak til alle "hermanos" for nogle gode år sammen.

Der er meget vi kommer til at savne og vi slap heller ikke fra den sidste gudstjeneste uden røde øjne. Et øjeblik snakkede vi om at vi aldrig skulle være rejst afsted...det gør så ondt at sige farvel. Men hvor er vi taknemmelig over at ha boet her i Cusco i (tilsammen) 4½ år og kunne have mange gode minder og venner.

Disse unge har været en stor del af vores arbejde. Søren har spillet volley med dem i parken hver lørdag og været på weekende med nogle af dem. Jeg har undervist dem i musik to gange om ugen. Og så har vi leget ufattelige mange lege med dem, for det elsker de...

I alle årene har jeg drømt om at lave et familie-band. Denne aften spillede vi en smuk melodi i typisk stil a´la Andesbjergene. Rebecca og Daniel gør det helt godt på zampona og jeg har øvet længe for at kunne akkompanere på guitar.

Moises har været som en storebror for vores børn. Han er det tætteste vi kommer på vores 5. barn.

Rebecca har gået til gymnastik mange dage om ugen og lærte lige til sidst at lave salto. Mon ikke hun vil savne den kolde hal med afskallede vægge og læreren der altid råber for at få børnene til at yde lidt mere...
Lydia fik lov til at dele lidt slik ud da hun skulle sige farvel til sine venner i børnehaven. Hun har været meget glad for at være der.
Og så er der Alex. Han har kommet trofast uge efter uge for at lære Rebecca fløjte og Daniel guitar. I skolen har han undervist i zampona. Jeg har også af og til sneget mig med i undervisning og lært lidt guitar og bas.

Kvindelejr i Moho

Torsdag morgen satte jeg (Majbritt) kurs mod Moho sammen med 4 andre kvinder fra Cusco. Målet var den årlige kvindelejr. Kl. 6.00 kørte bussen afsted og vi ankom til Juliaca til middag. Der mødtes vi med de fleste andre kvinder der kom fra Mejia, Mollendo, Crucero, Arequipa, Tacna og Juliaca. Kl. 17 ankom vi til Moho - et sted i Andesbjergene der populært bliver kaldt "Altiplanos have". Her er meget smukt og meget koldt!
Kulden kunne dog ikke slå den hjertevarme ud som var i dagene. Alle kvinder, ca. 180, kom med det mål at blive opbygget i troen, dele vidnesbyrd med hinanden og få nye venner.

En udfordring var at der kun var 2 toiletter til 180 damer...

Vi blev festligt modtaget med strøede blomsterblade og blomsterkranse blev hængt om halsen. Indkvartering blev fortaget og to personer måtte dele 1 madras for at der kunne være plads til alle. Man kan sige at vi kom hinanden ved, men også at der ikke blev sovet helt så meget som normalt...

Olga og jeg på toppen

Missionærer a´la cruceños

En formiddag tog vi op på toppen af et lille bjerg - en drøj tur, men som de fleste alligevel gennemførte. Herfra var en fantastisk udsigt.
En anden eftermiddag var der kreativ værksted. Målet var at hækle en lille pung til mønter. Jeg er ikke habil i denne kunst og kæmpede hårdt for at nå så lidt.

Et af højdepunkterne er når de forskellige kirker skal synge for hinanden. Mange har øvet sange og lavet fagter til for at give deres vidnesbyrd. I år var det igen Crucero som formåede at rive alle med. 170 kvinder der synger med fagter og danser - det er altså festligt!

Religiøs fest?

Hvert byområde, her i Cusco, har sin egen helgen som tilhører dem. Der er 15 stk. knyttet til byen. Normalt står de godt og velforvaret i deres kirker og bliver passet godt på. De får friske blomster hver dag og der er mange der tænder lys for dem og beder til dem for at de kan gå videre til Gud med deres bøn.

Idag blev de alle 15 taget ud af deres kirke og båret ind til centrum af byen til den årlige fest - corpus Cristi. Imorgen skal de alle rundt en tur på den centrale plads og gå nogle runder inden de så sættes ind i byens katedral hvor de så er samlet den næste uge. Der vil de så, under lige så store festligheder, blive båret tilbage til deres kirke.
For en fremmed som mig, er dette spændende at se med turist-øjne og rent kulturelt. Men betragter jeg det som en kristen bliver jeg rystet over den ugudelighed der følger med traditionen. Denne ophøjelse og dyrkelse af helgener er ubibelsk og bygger kun på traditioner men det er alligevel det der samler byen. Alt imens de går rundt i byen med deres helgener, bliver der også drukket tæt med øl.

I disse dage bliver der også spist peruanernes ynglings-festmad - marsvin.

Ungdomsarbejde

Igennem lang tid, har vi haft forskellige ungdomsarrangementer i kirken i Cusco. Vi har givet musikundervisning om torsdagen, haft engelskundervisning om fredagen, samt sportsaktiviteter i en nærliggende park om lørdagen.

Det har været noget blandet med antallet af unge, men særlig musikundervisningen har trukket en del unge på det sidste. I aften var der 13 unge, hvoraf halvdelen er ret trofaste i kirken. Den anden halvdel er blevet inviteret af de første. Og selvom det er begrænset hvad de bedste af dem kan, lærer de alligevel fra sig til de nye.

Det er virkelig dejligt at se den entusiasme de lægger for dagen. De har stor lyst til at lære, og nogle af dem spiller også med ved gudstjenesterne om søndagen.

Sverre - også en ven!!!

Der har været klager over valget af venner ifm. illustrationsfotos til indlægget om venner for nogle dage siden. Derfor dette ekstra billede af en god ven...

Skolepige

Når man bliver 6 år og starter i skole så følger det også med at man taber sine tænder. Sara tabte de første for over et år siden, men nu var de øverste ved at rokke på sig. Men det gik åbenbart for langsomt, så hun faldt og slog den ene tand ud...den anden hev tandlægen ud, da hun skulle tjekke om slaget havde ødelagt de kommende tænder. Det ser heldigvis ikke ud til at de tog skade, så nu er Sara en lykkelig 6-årig uden fortænder!

Venner

Det er meget vigtigt at have venner. Det er dem vi slapper godt af med og kan tale fortroligt med. Heldigvis har vi oplevet at få flere venner her i Peru gennem årene. Både danskere, nordmænd og peruanere (Billederne er illustrationsfotos til temaet...).

Men begrebet venner er blevet udvidet for mig på det sidste. Her i Cusco har vi efterhånden rigtig mange venner, ikke nogle vi spiller kort med el. har lange dybe samtaler med, men som arbejder de steder hvor vi ofte kommer.

Vi bliver f.eks. altid mødt med en dejlig varm hilsen af mælkedamen når vi to gange om ugen køber mælk i poser. Har vi ikke været der nogle uger, skal hun altid høre hvad vi har lavet og om vi nu bliver igen.

Tæt hvor vi bor, holder nogle kvinder til som laver håndarbejde og sælger det for at give det til nogle der er ringere stillet. Her har vi tit været med tøj der skulle lappes el. masker der var løbet i striktøj. Igår hørte jeg sætningen: "Hun er en ven af stedet, så hun får det lidt billigere."

Lige sådan er det på det laboratorie som vi bruger (og det har vi desværre brugt ret meget på det sidste...). Her får vi simpelthen rabat nu, fordi vi er "venner".

Også på det hospital vi normalt bruger, oplevede vi at vores venskab med en af lægerne gav os en fordel. Vi går efterhånden direkte til Piñedo når vi er syge, men i sidste uge var det ingen af os det handlede om. Det var Isidoras datter, Candy, på 1 år der var faldet og havde slået hovedet og efter 2 uger havde hun det stadig dårligt og kastede op. En læge sagde at hun måtte have scannet hovedet og efter nærmere undersøgelser fandt vi ud af at det minimum koster 500 kr. at lave sådan en scanning. Det havde Isidora på ingen måder råd til, da hun ingen indtægt har. Vi søgte derfor råd hos Piñedo, og han tog en snak med chefen. Jo, vi skulle få det for den pris det koster at bruge scanneren og så blev der sat alle de læger til rådighed som der var brug for gratis(det var 2-3 stykker). Der var heldigvis ikke sket nogen skade i Candys hovede, men det var fint at få det bekræftet.

Besøg fra Arequipa

I weekenden havde vi besøg af en ungdomsgruppe fra Arequipa. Det er nogle af vore kolleger, Jenny og Arild Herigstad, der har startet denne gruppe op. De har indspillet to CD-er, og tager nu rundt til de forskellige lokalkirker, for at støtte arbejdet. Gruppen udfolder sig også inden for drama, optrin, visuelle effekter og dukketeater, og gjorde det vældig godt.

Dukketeater
Ovenfor er der invasion fra rummet, hvor et væsen mener at have ret til at udslette denne verden, og ville have tre gode grunde til ikke at gøre det...

Som det fremgår af billedet, var det ikke noget problem at fange børnenes opmærksomhed...

Sammen med gruppen var vi også på besøg på en skole, hvor de unge i to lange frikvarterer havde oplæg med sang, vidnesbyrd og dukketeater. Lørdag formiddag var vi i en nærliggende park, hvor de unge også optrådte, og vi delte indbydelser og traktater ud.

Lørdag aften havde vi inviteret en hel masse unge som vi har kontakt med ind i kirken til kl. 18 og vi var ialt ca. 40, som hørte det oplæg gruppen havde i ca. 1½ time. Derefter var der hygge, forskellige lege mv., og de fleste blev hængende til kl. 22. Det var meget opmuntrende, og fantastisk at vi også på denne måde kunne dele evangeliet med unge.