To unge og dygtige musikanter
2007-07-30
Buenos Aires i billeder...
Buenos Aires
Turen fra Santos til området ved Foz de Iguazu, samt turen videre derfra til Buenos Aires foregik med natbus. Den bedste af de to nætter var i denne bus, hvor sæderne kunne lægges helt ned, hvilket gav mulighed for en rimelig god nats søvn.
Det var en oplevelse for sig, at komme til Buenos Aires. Det er en by, der ligner meget en europæisk storby, samtidig med, at den har en særlig latinamerikansk charme. Vi boede inde i centrum af byen, og havde mange gode oplevelser, med at gå rundt i byen, se forskellige seværdigheder, en tur i tivoli mv. 

Det er vinter, på den sydlige halvkugle, og vi syntes da også, det var koldt nogle af dagene. Men vi havde heldigvis sol hver dag.
På stort set hvert gadehjørne, er der en café, og på trods af vinteren blev mange af dem brugt flittigt. Vi nød nu mere godt af de indendørs restauranter, og der er rigtig meget god mad. Særlig et sted, fik vi de mest møre oksekød man kan forestille sig - det var virkelig så det smeltede på tungen. 
På de forskellige ture vi gik i byen, fik vi indtryk af, at der er liv og gang i den hele tiden.
Mange udnytter dette til at tjene en dagsløn, på at lave et eller andet i gaden - som fx. dukketeater, musikgrupper, og selvfølgelig også tango.
Jesuittermision i Nordargentina
Fra omkring år 1700 og ca. 100 år frem, var jesuitter-missionen (en orden indenfor den katolske kirke) meget aktive i det nordlige argentina, samt nogle steder i det sydlige brasilien og dele af Paraguay. Jeg (Søren) var ude at se en tidligere missionsstation fra den tid. Det meste er genopbygget, fordi det blev stort set totalt ødelagt af portugiserne omkring 1810 - 1820.
De byggede stationen op på den måde, at de havde en masse jord, byggede en central kirke, og byggede så huse til de folk, som blev kristne, og dermed blev en del af jesuittermissionen. Der var ganske mange mennesker, som blev kristne, og som blev en del af disse mange forskellige missionsstationer. Det var spændende at høre lidt om historien, og få et lille indtryk af, hvordan de formentlig har arbejdet, og hvilken betydning det havde for Guarani-folket i dette område.
2007-07-29
Foz de Iguazu
Hovedmålet for turen var Foz de Iguazu, og det var også et fantastisk og ubeskriveligt syn. 275 vandfald fordelt over 4 km. i bredden, og nogle steder med flere niveauer. Vand, vand og atter vand - forskellige floder, der samles til et fantastisk panorama. De fleste siger, at det skal opleves - selvom du tager et hav af billeder, er det ikke til at forklare og rumme. Og det er vi for så vidt enige i, selvom vi selvfølgelig har prøvet det med billederne. Og de kommer så her nedenfor. 


Vi så vandfaldene både fra Brasilien og fra Argentina. De ligger nemlig på grænsen mellem de to lande. Vi brugte lidt mere end en halv dag på begge sider, men da vi var ovre på Argentina-siden kunne vi godt ha brugt længere tid. Men pga. kulde og regn, tog vi lidt tidligere hjem, end vi havde regnet med. På trods af kulde og regn, tror jeg det er noget af det mest fantastiske stykke natur, vi nogensinde har set. Det var virkelig noget helt specielt, og nogle indtryk og et panorama, som er prentet ind på nethinden.
Sydamerika...
Dette års sommerferie begyndte i Santos - en storby og badeby i nærheden af Sao Paolo i Brasilien. Byen er præget af den ca. 7 km. lange strand, som er ca. 200 m. bred, og med noget meget fint sand, og et hav af mennesker, der går, jogger og løber frem og tilbage på stranden. Når man er turist, virker det som om de ikke laver andet, fordi man ser en hel masse mennesker gå der hele dagen.
Vi var på stranden hver dag, men var også lidt på tur, og så bl.a. en dyrepark, et akvarie-center, var oppe ved et udkigspunkt i byen mv. Derefter gik turen videre til Foz de Iguazu, et område med vandfald som måler sig med de største i verden...
Subscribe to:
Posts (Atom)